På første side i bogen skriver Dorthe Birkmose i dedikationen: »Til jer, der blev og bliver krænket af jeres professionelle«. Derefter får man som læser et indblik i menneskets mørkeste sider, når Birkmose både gennemgår historiske og nutidige eksempler på, hvordan mennesker, institutioner og stater har overtrådt helt grundlæggende menneskerettigheder hos de svageste borgere, men samtidig giver et teoretisk blik på, hvordan det dog kan ske. Det fører til den måske vigtigste erkendelse i bogen om, hvordan vi kan sikre, at det ikke sker igen.

Titel: Når gode mennesker handler ondt
Forfatter: Dorthe Birkmose
Forlag: Syddansk Universitetsforlag
Sider: 272

Det er vigtigt at sige fra starten, at det er barsk læsning at komme igennem Birkmoses Når gode mennesker handler ondt. Men hvis man er leder inden for det offentlige, er det også det tætteste, man kan komme på pligtlæsning. Bogen, som er en opdateret udgave af den oprindelige fra 2013, består af fem overordnede kapitler. Birkmose forsøger gennem de fem kapitler at give mulige forklaringer på de systematiske overgreb i tidligere sager som fx Godhavnsdrengene og tvangsfjernelsen af grønlandske børn i 1950erne og på mere nutidige eksempler, som dem vi kender fra medierne om svigt og krænkelser på plejehjem og døgninstitutioner. Birkmoses vigtigste pointe, som bliver fremlagt med tungt forskningsmæssigt belæg, er, at der ikke er tale om mennesker, der i sig selv er onde eller som har mindre empati end andre. Der er tale om situationer, hvor mennesker, af forskellige grunde, handler ondt. Det betyder ikke, at de ikke har et ansvar. Men det betyder, at hvis vi skal forstå, hvorfor det kan ske, så er vi nødt til at forstå bl.a. arbejdsmiljøet der, hvor det er sket.

De første to kapitler giver en fremragende introduktion til begrebet ondskab, som naturligvis også er nødt til at tage udgangspunkt i den omfattende forskning, der er foretaget efter Holocaust. Birkmose gør det på glimrende vis ved at fremhæve ældre undersøgelser, kendte eksperimenter af bl.a. Milgram, men introducerer også nyere forskning på området. Med Birkmoses ord er bogen alvorlig men fuld af håb. Håbet skal man dog som læser vente på indtil femte kapitel, for kapitel tre og fire handler om, hvordan mennesket bliver i stand til at foretage så voldsomme krænkelser over for andre mennesker. Her fremhæver Birkmose nogle af de mørkeste kapitler i nordisk velfærdshistorie fx tvangssterilisering og det hvide snit. Eksemplerne bruger hun til at pege på en række faktorer, som kan være grobund for krænkelser. Det gælder umenneskeliggørelse af borgerne, værdiskred, ansvarsfralæggelse, legitimering af krænkelser, negative fortællinger om andre og positive fortællinger om sig selv. Birkmose kalder det forråelse. En af Birkmoses vigtigste pointer er, at ovenstående har bedre vilkår for at gro i tætte fællesskaber, hvor det ikke er legitimt at stille spørgsmålstegn ved andres handlemåder, sprog m.v. Som mennesker er vi så bange for at stå uden for fællesskaber, at vi i langt de fleste tilfælde heller vil rette ind end råbe op. Det er både den enkeltes og ledelsens ansvar at sørge for, at der bliver skabt fællesskaber, der er psykologisk trygge, så der ikke bliver grobund for krænkelser. Men der er ikke tale om et quickfix.

Det er netop, hvad det sidste kapitel i bogen handler om. Birkmose fremhæver det at skabe et arbejdsmiljø, hvor krænkelser ikke udvikler sig, som et såkaldt vildt problem dvs. et komplekst problem, der kalder på komplekse løsninger. Udfordringen, mener Birkmose, er, at der ofte er tale om forsøg på quickfixes. Når arbejdsmiljøet er dårligt, bliver en konsulent kaldt ind, som hurtigt skal få løst udfordringerne. Men ofte kender konsulenterne ikke arbejdspladsen, medarbejderne er måske så udfordrede, at de ikke har lyst til at åbne op om problemstillingerne, og ledelsen er kun interesseret i at komme tilbage til at få løst driften. Derfor bliver udfordringerne ikke undersøgt til bunds. Det vil være useriøst at klandre Birkmose for, at hun ikke fremlægger en samlet løsning, for det er helt umuligt. Til gengæld er bogen et fremragende bidrag til belysning af en problemstilling, som bliver ved med at fange vores opmærksomhed i medierne. Hvorfor findes der til stadighed organisationer, der kommer på forsiden, fordi arbejdsmiljøet er så dårligt, at mennesker bliver syge af det? Hvorfor bliver mennesker stadig krænket i offentlige institutioner, når det er dem, som medarbejdere er ansat til at passe på? Hvorfor er vinklen fra mediernes side næsten altid, at nu skal der ryddes op, men meget sjældent, hvordan kunne det ske? Her nægter Når gode mennesker handler ondt at holde fast i de lette løsninger. Birkmose fastholder, at det er komplekst. Alle har et ansvar. Ikke kun ledelsen og medarbejderen.

Derfor er Når gode mennesker handler ondt pligtlæsning for alle ledere. Den handler grundlæggende om, hvordan vi kan sikre et godt arbejdsmiljø. Men den handler også om alle de faldgruber, som vi kan forsvinde i. Derfor er det en alvorlig bog fuld af håb.

Læs også min anmeldelse på pædagogen.dk her.